Sony Ericsson dropper Symbian til nye mobiler
Symbian har fået tildelt en ordentlig mavepuster, idet Aldo Liguori – talsmand for Sony Ericsson – har annonceret, at Sony Ericsson ikke længere vil anvende Symbian til deres mobiltelefoner. Symbian er bl.a. det foretrukne styresystem på alle Nokia-mobiler, og Nokia satser stort på Symbian^3-platformen.
Med Sony Ericssons exit kan vi nok forvente, at deres fokus i høj grad vil være på Android og udvikling af deres egen Android-platform eller “skin”; f.eks. den brugergrænseflade, vi kender fra X10, X10 Mini og Mini Pro.
Derudover forlyder det også fra Sony Ericsson, at de helt sikkert har Windows Phone 7 i deres planer. Microsofts nye system forventes lanceret med en række terminaler her i november og oktober, og selvom Sony ingen konkrete planer har lige nu (i hvert fald på rygtebørsen), så kan vi vel forvente nogle nye modeller fra dem med WP7.