Telmore sælger iPhone – og binder dig til 600 kr. om måneden
Telmore annoncerede fornylig, at de får iPhone 3Gs og iPhone 4. Salget af 3GS starter i morgen – fredag den 26/8-2010. De tre iPhones (3GS 8GB, samt iPhone 4 16GB og 32GB) kommer alle med et særligt abonnement. Abonnementet er bindende i seks måneder, og koster 599 kr. per måned – inkl. forbrug. Herunder binder du dig selv til tre services; Internet på mobilen med 5GB per måned, Fri tale, og ubegrænset SMS/MMS.
Dermed adskiller Telmore sig ikke fra mange andre iPhone-udbydere og laver faktisk et ligeså kompliceret og – for mange – ubrugeligt abonnement. For let’s face it – det er de færreste, der bruger 5GB data på mobilen på en måned, det er de færreste, der har brug for fri tale og det er de færreste, der har brug for fri SMS og MMS.
Mine forhåbninger for Telmore’s iPhone-salg var, at de kunne bibeholde deres simple struktur og prissætning, og selv lade kunderne vælge pris, minimumsforbrug og services. Desværre er det dog nok ude af Telmore’s kontrol, da Apple stiller særlige krav. Men det er synd og skam for Telmore, at de nu skal gøre op med deres ellers gode image, bare fordi de gerne vil sælge iPhone.